Truslen mod Europas ydre grænser har i Danmark ført til en fascinerende debat om, hvor langt regeringen kan trænge ind i befolkningen sind. For står det til danske ministre, skriver den danske journalist Jeppe Bentzen, skal fædrelandet ikke alene oprustes militært – men også åndeligt.
På vej hjem fra arbejde en råkold eftermiddag i Københavns tidlige forår besøgte jeg en af byens ældste forhandlere af lædervarer for at hente et par støvler.
Butikken har ligget på samme gadehjørne siden 1977. Døren knirker, når man træder ind, og man ved, at ejerne med vilje ikke har fikset lyden. Lædersmeden dufter af nyvoksede læderstøvler, denimjakker og håndsyede cowboyhatte. Man forestiller sig, at mange mænd især har handlet der efter at have set tv-serien Yellowstone om livet på en ranch i Montana.
I et halvt århundrede har butikken altså set lidt af hvert, og det samme har ejeren, den midaldrende Jonas, som har overtaget butikken efter sin far Jørgen.
Men at hans amerikansk-inspirerede butik skulle blive offer for et politisk boykot, havde han alligevel ikke set komme.
Han nikkede mismodigt, da jeg spurgte, om hans amerikansk-inspirerede butik havde mærket noget til al den snak om, at Danmark skal ”åndeligt oprustes”, sådan som mange danske politikere og debattører har argumenteret for i 2025.
Tanken slog mig, fordi rationalet typisk lyder, at dét, vi tilsyneladende skal ruste sig imod, er den politiske trussel og kulturelle dominans fra USA.
Få dage forinden var et dansk rockband kommet forbi for at hente udvalgte skjorter at optræde i, uddybede lædermanden. Men bandets bassist havde gjort modstand: Ikke mod skjortens pasform eller design, men kulturpolitiske ballast; den var upassende at optræde i, mente han, ligesom butikken var upassende at handle i.
Bandet risikerede at fremstå pro-amerikansk, frygtede bassisten. En position, der for få år siden ikke ville fremkalde mere end et skuldertræk. Det ville være harmløst – nærmest en selvfølge i Danmark og Norden, hvis man ellers bekender sig til idéen om den frie verden og den liberale verdensorden.
Men i København i 2025 kunne samme udtryk forveksles med noget nær landsforræderi. Ikke alene på den yderste venstrefløj, som i årtier har fornægtet alt, der duftede af stars and stripes, men også i den brede befolkning.
For ønsket om at afgrænsningen, hvem ”vi er”, og hvem vi så absolut ikke er, er på kort tid blevet en del af spørgsmålet om nationens sikkerhed.
For ønsket om at afgrænsningen, hvem ”vi er”, og hvem vi så absolut ikke er, er på kort tid blevet en del af spørgsmålet om nationens sikkerhed.
Det er nye tider for det ellers så liberale, udogmatiske og sekulære danske frisind.
Det begyndte i januar, få dage efter præsident Trumps søns privatfly uanmeldt landede i Grønlands hovedstad Nuuk i januar.
I et større interview fortalte minister for børn og undervisning, socialdemokraten Mattias Tesfaye, at danskernes beskyttede tilværelse i ly af ”den amerikanske sikkerhedsparaply” siden efterkrigstiden har haft konsekvenser for vores ”fædrelandskærlighed” og forståelsen af, ”hvem vi er som folk”.
Og nu, hvor paraplyen tilsyneladende var slået ned, skulle danskernes ”indre forsvarslinje” bygges på ny – med folkeskolen som udgangspunkt.
For ”det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed”, sagde ministeren.
Der kom det: ”Åndelig oprustning”. Årets helt store slagord i den danske offentlighed.
Udtrykket bliver brugt til at spejle argumenterne for at støtte Ukraines forsvar og for at opruste vores eget. Rationalet lyder, at på samme måde, som vi har en liberal pligt til at beskytte både vores egen og allieredes ydre grænser, har vi pligt til at opruste vores indre.
Ja, selv den danske statsminister, socialdemokraten Mette Frederiksen, siger, at åndens tilstand er ”lige så vigtig” som den militære.
Med varieret elegance har hun forsøgt at vænne danskerne til at dyrke en positiv frihed frem for en negativ:
Fra Folketingets talerstol indledte Mette Frederiksen årets afslutningsdebat i maj ganske atypisk ved at hævde, at Europa ikke er ”et sted”, men ”vores åndsliv”. Det er dét, der skal reddes nu, nu hvor vi ikke længere kan tage vores liberale verdensorden for givet, som hun sagde, men slet skjult henvisning til Amerikas opførsel i både Grønland og Ukraine.
Så listede statsministeren en række navne på det, vi skal værne om, og det var hverken Krim eller Baltikum, men Mozart, Edith Piaf, Picasso, Marie Curie, Kierkegaard, Marx, Darwin, Rousseau, Luther, Hannah Arendt, Václav Havel, Stefan Zweig, Hartvig Frisch og …
Man kunne let blive forpustet over alle dem og alt det, vi skal passe på. Som om friheden i sig selv ikke var nok.
Man kunne let blive forpustet over alle dem og alt det, vi skal passe på. Som om friheden i sig selv ikke var nok.
Så omsiggribende er begrebet blevet, at Kristeligt Dagblad i maj foretog en analyse, der viser, at 48 procent af danskerne er enige i, at Danmark ”har brug for en åndelig oprustning”. 16 procent erklærer sig uenige.
Men ministrene får også kritik – især fra dem, der forventes at stille sig i forreste geled.
Redaktør ved nyhedsmediet Kirke.dk, Kåre Gade, skrev i en kommentar, at Mette Frederiksens nye ”omfavnelse af folkekirken” ligner ”en omvendt fortolkning af Grundlovens §4, så det nu er folkekirken, der skal understøtte staten, og ikke modsat.” På samme måde har flere skoleledere afvist, at folkeskolen skal bruges som regeringens nyttige instrument.
Også kirkeminister Morten Dahlin, som endda er valgt for Venstre, der kalder sig ”Danmarks liberale parti”, fik heftig kritik, da han i et større interview i avisen Berlingske dikterede, hvor fremtidens danske soldater skulle finde motivation for ville ”dø for Danmark”, nu hvor de næppe udsendes på vegne af nye amerikanske missioner: Det er “i kristendommen, troen og den kristne kulturarv, at man finder den kampvilje,” sagde han.
Bemærkningen har fået flere socialliberale politikere til at joke med, om det kan passe, at den borgerlige minister vil sende danske soldater i hellig krig?
I et indlæg i samme avis replicerede veteran og forfatter Emil Mosekjær, at han ikke lod sig udsende ad to omgange til Afghanistan og Mali ”for gud”: ”Vi er soldater, som slås for Danmark, og her skal en privatsag som religion ikke spille en rolle,” skrev han.
Også lektor i retorik, Hanne Roer, som forsker i krigens og kristendommens retorik på Københavns Universitet, er kritisk over den ”åndelige oprustning”; det lyder ”demokratisk og åbent”, men i realiteten ”et lukket begreb, der på ingen måde er åben for kritik”.
Lektorens vurdering lyder, at mens begrebet udgiver sig for at være kerne-liberalt, risikerer det at få illiberale konsekvenser. Såsom at sprede en frygt for få sået tvivl om ens rette nationale sindelag, som man sagde under 2. verdenskrig.
Var det mon af frygt for at blive stemplet som en åndelig desertør, at bassisten afholdt sig fra at optræde i den denimskjorte, som han og hans bandkammerater ellers havde udset sig?
Jeppe Bentzen
Gillar du det du läste? Stöd Liberal Debatt genom att teckna en prenumeration!