Tema

En dansk liberal feminisme

Ligestillingsdebatten har fyldt meget i Sverige i løbet af året. Også i Danmark debatteres der ligestilling, barsel og kvindekvoter, derfor bad Liberal Debatt danske Signe Mie Jensen takle konceptet liberal feminisme.

Feminisme er ikke konkret størrelse. Ligesom begrebet ’liberalisme’ klinger det forskelligt fra kultur til kultur. Feminisme og behovet for feminisme er derfor forskelligt landene i mellem, også i Europa – herunter fordi man er nået til meget forskellige niveauer i ligestilling mellem kønnene fra land til land. For eksempel kommer mange kvindelige, sydeuropæiske forskere til Danmark, fordi de i deres hjemlande stadig oplever, at deres kvalifikationer devalueres, alene fordi de er kvinder. Fordi ligestillingsdebatten er forskellig fra land til land, er behovet for ligestillings-lovgivning forskellig. Det er vigtigt at understrege, fordi liberalisme i disse tider ofte kommer til at handle om fraværet af lovindgreb.

Historisk set er feminisme og kvinders rettigheder blevet sikret gennem lovgivning. Således kan feminisme og liberalisme i deres klassiske former og virkemidler fremstå som hinandens modpoler. Så hvorledes kan feminisme være liberal? For at illustrere dette, vil jeg, paradoksalt, tage fat i et konkret eksempel, som ikke er et udtryk for liberal feminisme, men som både kan sættes i kontekst af feminisme, Norden og liberalisme: kvindekvoter.

Kvindekvoter: ligestillingens (u)hellige gral i Norden

Radikal Ungdoms hovedbestyrelse, som fastlægger organisationens politiske linje, tog spørgsmålet om kvindekvoter op i 2010. Dette var før der for alvor kom fokus på emnet i Danmark. Det var første gang, jeg var til et hovedbestyrelsesmøde og var en smule nervøs og sagde ikke meget. Men da et forslag om kvindekvoter blev lagt på bordet streg en feministisk vrede i mig. Jeg bad om at komme på talerlisten og sagde; ”Der er ikke nogen, der skal sige til mig, at jeg ikke kan selv. Og det gør man med kvindekvoter.” Et flertal bestemte, at vi var imod kvindekvoter.

Ligestilling for mig betyder ikke, at alle skal have lige meget af alt – ligestilling for mig er lige mulighed, uanset køn. Mit argument er, at kvinder i Norden har muligheden for lige så meget som mændene. Kvinderne er muligheden for at få bestyrelsesposter. Mange kvinder vælger det bare ikke. Se blot på Norge. Ganske vist at der kommet procentvis flere kvinder i bestyrelseslokalerne. Men det er de samme få kvinder, der sidder i de fleste af bestyrelserne. Mange virksomheder må gå på jagt internationalt for at opfylde deres kvote.

Et argument for kvindekvoter, jeg ofte hører fra mine ”medsøstre”, er at bestyrelser er umulige at komme ind i, fordi de domineres af små, indspiste mandeklubber, der ikke vil have tøsefnidder i deres træhus. Hertil må jeg spørge: Får mændene mere eller mindre respekt for en kvinde, fordi hun igennem en kvote gives en stilling på baggrund af sin køn frem for sine kvalifikationer. Jeg tror det ikke. Desuden peger virksomhederne såvel som undersøgelser på, at kvinderne bliver forbigået, fordi kvinderne ganske enkelt ikke er kompetente nok, eftersom de bliver i mellemlederstillinger i stedet for at gå efter højere lederstillinger.

Politikere bruger ofte kompetence-argumentet. Kvinder kan bidrage med perspektiver, ideer osv. som mænd ikke kan, hvilket betyder vi skal have flere af dem i bestyrelserne. Så vi kan blive innovative og konkurrencedygtige. Jeg tror dog, at virksomhederne nok skal se fidusen, hvis der er penge i det. Mange virksomheder har for eksempel opdaget, at kulturel diversitet generelt betyder en bedre bundlinje sammenlignet med de virksomheder der ikke har mangfoldighed i deres medarbejderstab.

Det med kvinderne skal nok komme – hvis kvinderne er dygtige nok. Men formentlig vil virksomheder, der ikke er motiverede og derfor vil være dårlige til at integrere kvinder i ledelsen, klare sig dårligere som følge af pres. Og det er kontraproduktivt for ligestillingsdebatten. Det tager måske længere i de virksomheder, som er lidt old boys-agtige og foretrækker mandehørm i bestyrelsen. Men man kan så spørge sig selv og man gider lægge sine kompetencer i en organisation, som ikke følger med beatet.

Stakkels kvinder

Endeligt er der de, der med henvisning til biologi, konservative familiemønstre eller religion, mener, at kvinder har en større opgave i familielivet og at mænd derfor har en unfair konkurrencemæssig fordel over kvinder på arbejdsmarkedet.

Ganske vist havde vi en arbejdsdeling i tidernes morgen; mænd var jægere, og kvinder var samlere og børnepassere. Men vi bor altså ikke i jordhuler mere. Vores jagtmark er et supermarked. Vores naturlige fjender betragter vi gennem tremmer i zoologisk have. Tiden er løbet for de klassiske kønnede opgaver og mænd har vist sig at være lige så gode forældre som kvinder.

Men kønsopdelingen findes stadig i vores sociale liv. Og det er ikke kun de onde mænd der holder fast i kønsrollerne. Når mine medsøstre siger ”jeg har gået med babyen i maven i 9 måneder, så jeg har ret til HELE barslen, der bliver Ikke noget til dig, mandse”, så opretholder de selv de roller, som kvinderne mener, de uberettiget fastholdes i.

Dertil vil mange argumentere, at kvinder ligger under for sociale normer og pres, som gør, at de tager hele barslen, går ned i tid på arbejdet og takker nej til den lederstilling, som ellers ville have resulteret i en bestyrelsespost. Er dette argument nok til et lovindgreb? Nej, men det er nok til en gedigen debat om kønsroller og opgavefordeling. Spørgsmålet er, om kvinderne har lyst til at tage en debat, der kan resultere i, at de måske skal forholde sig til nogle svære work-life-balance valg. Et lovindgreb ’løser” kvinderne fra det ansvar. ’De stakkels kvinder, de ligger under så meget socialt pres, vi må hellere hjælpe dem med at tage valget.’

Nej tak. Jeg vil godt selv have lov at tænke mig om. Jeg vil godt selv have lov at vise, at jeg kan. Jeg er feminist OG liberal, fordi jeg holder på, at kvinder er lige så gode som mænd og omvendt. Samtidig mener jeg ikke, at historisk undertrykkelse giver en særberettigelse i dagens ligestillede Norden.

Nordiske kvinder har fået deres frihed, men frihed betyder sommetider, at man skal tage svære debatter og foretage svære valg. Her mener jeg, at mine medsøstre skal gribe mere i egen barm, før de begynder at kræve mere ligestilling til dem selv end til mændene. Og det er det, de gør, når de for eksempel kræver kvindekvoter.

SIGNE MIE JENSEN
er integrations- og udlændingeordfører for Danmarks socialliberala ungdomsparti Radikal Ungdom. 

Prenumerera 6 nummer per år för 200 kr